Shetlandsponyen

De fleste af os kender den lille charmerende og ikke mindst frække shetlandspony. Og mange af os har måske endda startet vores spæde ridekarriere med ryggen af et af de kære kræ. Her i maj måned har vi valgt at have shetlandsponyen som månedens race. Så læs med og bliv klogere på vores lille behårede charmetrold.

  • Størrelse: Op til 107 cm i stang
  • Farver: Alle farver, dog er plettede ponyer uønskede.
  • Oprindelse: Shetlandsøerne – Storbritannien

Når shetlandsponyen bliver kaldt stærk, er det absolut ingen underdrivelse.
Shetlandsponyen er nemlig den stærkeste pony regnet efter størrelse, den kan trække det dobbelte af sin egen vægt. Til sammenligning kan stor kørehest trække ca. det halve af sin vægt.

Shetlandsponyen er ligesom en del andre ponyracer, sent udvokset. Ofte først når den er omkring 5 år gammel. Til gengæld lever den også en del længere end mange andre racer. man møder ofte shetlandsponyer der bliver mere end 30 år gamle.

Historie:

Shetlandsponyen stammer fra Shetlandsøerne, der ligger nord for Skotland. Der menes at have været små ponyer på Shetlands Øerne helt tilbage til bronzealderen (Mere end 3000 år!).

Vejret i området kan være ret barsk og hårdt. samtidig var det et område hvor der ofte var sparsomt med mad. Derfor har shetlandsponyen udviklet sig til at være en særdeles, hårdfør og nøjsom lille pony.

Shetlandsponyen er en særdeles stærk lille pony. Den har tidligere været brugt til at trække tunge vogne med kul rundt i kulminerne. Et hårdt og farligt arbejde, hvor de sjældent så dagens lys. Til minearbejdet var det smart at shetlandsponyen både var lille, stærk og sikker på benene. Den skulle nemlig bevæge sig rundt i de små underjordiske gange med mange kilo kul efter sig. Det var som minepony at Shetlandsponyen første gang blev eksporteret til USA tilbage i 1800 tallet. Livet som mine pony var hårdt og ofte kort.

I Storbritannien fok den første shetlandspony tilbage i 1890. Det er usikkert hvornår de første shetlandsponyer gjorde deres indtog her i Danmark. Den første kendte danske shetlandspony var en ponyhoppe ved navn Musse, som var født i 1947.

Idag er Shetlandsponyen udbredt over det meste af verden.


Shetlandsponyen, dens visdom og mod, dens omgængelighed, livslyst og arbejdsglæde.
Den har en dobbelt charme ved at være både vild og tam – vild i sine stærke
instinkter, hårdførhed og uafhængighed – tam i sin visdom og sit behagelige
temperament, dens tillidsvækkende opførsel overfor mennesker og dens
indsmigrende væsen
Douglas, 1913

Udseende

Shetlandsponyen har et lille hoved, af og til hvælvet, med små, livlige ører og stor afstand mellem øjnene. Den originale race har kort, muskuløs hals, kompakt og firskåren krop med korte, stærke ben. Ryggen er kort og stort gjordmål. Man og hale er tykke, og ponyen anlægger en tæt vinterpels med dobbelt hårlag, som får regn til at prelle af og holder huden tør. Sommerpelsen er kort og glansfuld.

Shetlandsponyen findes i 3 forskellige størrelseskategorier. Mini, medium og standard.
Mini op til 86 cm, medium op til 95 cm og standart op til 107 cm.

Shetlandsponyen er robust og hårfør og kan klare sig under voldesomme vejrforhold.

Sind og temperament

Shetlandsponyen er både modig, venlig og intelligent. Men den er også ofte beskyldt for at være fræk, stædig og egenrådig. Hvorvidt den virkelig er fræk, stædig og egenrådig eller om det er egenskaber vi tilfører den vil vi lade være usagt her. Men på grund at shetlandsponyens lille størrelse og charmerende ydre, kan det være en pony der ikke altid får samme opdragelse som andre heste og ponyer og derved kan den naturligvis også nemt komme til at fremstå mere fræk.

Idag fungerer shetlandsponyen godt som både ridepony for børn, foran vogn og til at lave forskellige tricks.

Shetlandsponyen er både yndig og yderst charmerende

Galleri