Holstebro Sportsrideklub hårdt ramt af Herpes Virus

Holstebro Sportsrideklub har her i maj måned været utrolig hårdt ramt af Herpes Virus. Både Herpes Virus 4 og den frygtede og meget aggressive type herpes Virus 1 er blevet konstateret i stalden. På nuværende tidspunkt er 5 heste bukket under for sygdommen på rideklubben.

Rideklubben fik den 6. man konstateret at det netop er Herpes Virus, der har været skyld i at flere af staldens heste var blevet syge. Klubben er derfor blevet lukket ned, for at forsøge at begrænse virussen i at sprede sig. Stalden er lukket for alle uvedkommende, ligesom der så længe der er lukket også er lukket for elevundervisning og halvparter. Der kan ikke flyttes heste til og fra stalden. Og man skal igennem en afspritningsprocedure for at komme i stalden.

Selvom vi af og til møder Herpes Virus er det meget sjældent at vi ser så voldsomme udbrud, som det er tilfældet i Holstebro, hvor 5 heste er døde.

karantænen i Holstebro vil som minimum vare i 28 dage. Det er 28 dage efter at den sidste syge hest i stalden er meldt rask. Derfor er det muligt, at rideklubben først er tilbage i en normal hverdag efter sommerferien. På Holstebro Rideklub bor ca. 70 heste, det er uvist hvor mange af disse heste, der er blevet syge af virussen.