Araberen

April måneds hesterace er araberen. De fleste mennesker, både hestemennesker, men også folk der ikke ved noget som helst om heste, har som regel hørt om araberen. Vi kender den blandt andet fra fortællingen om den sorte hingst, som både findes som bog og som film. Araberen er naturligvis kendt på grund af dens meget smukke ydre, som utrolig mange mennesker falder for. Nogle kalder den endda “verdens smukkeste hest”.

  • Størrelse: gennemsnitlig 150 cm i stang
  • Farver: Araberne kan have alle farver, undtagen broget. Og har også ofte aftegn.
  • Blod: Fuldblod
  • Oprindelse: Den arabiske halvø

Udseende

En af araberens helt særlige kendetegn er hovedet. Hovedet er forholdsvis lille, men med en ret bred pande. Øjnene sidder lavt og langt fra hinanden, de er store, mørke og nærværende.

Spidsen på araberens øre, vender oftest indad. Som regel er hoppens ører længere end hos hingsten.

Kindbenene er store og runde. Og det de fleste kender og elsker ved araberen er den buede næsteryg, der er med til at give araberen sit smukke ædle hoved. Ikke alle arabere har denne buede næseryg, men den er særdeles ønskelig.

Araberen har en meget lille mule, men næseborerne er lange og smalle og kan udvides utrolig meget når araberen anstrenges eller vil tiltrække sig opmærksomhed. Når man ser araberens hoved forfra vil tage form som en trekant.

På araberen kaldes foreningen mellem hoved og hals for mitbah. Der skal være god plads til luftrør, så den udholdende araber kan trække vejret ubesværet. Halsen er af god længde og smuk buet, samt velforenet med manken, som er velmarkeret.Kroppen er som resten af araberen utrolig ædel, men og så kort og kompakt. Halen sidder lige og det er vigtigt at araberen bærer halen højt og løftet når den er i bevægelse.

Anvendelse

Rigtig mange vælger at bruge araberen som showhest. Der findes både nationale og internationale shows, hvor man kan fremvise sin araber. Til disse shows giver dommerne araberen en eksteriørbedømmelse, hvorefter der kan gives medaljer.

Araberen er som sagt også en meget udholdende, modig og hurtig hest, dette gør dem særdeles velegnet til distanceridning. Mange eliteheste indenfor distance ridning er ofte enten araberheste eller har en høj andel araberblod i sig.

Derudover er araberen en stærk, venlig, arbejdsom hest med stor udholdenhed, som gør den velegnet til mange formål. Den kan fungere både som familiehest, væddeløb, western, spring og dressur. araberen kan dog have sværere ved at konkurrere med større heste på højere plan i spring og dressur. Men holder en araber ponymål kan den være en god konkurrencepony i begge discipliner.

I avlen er araberen også meget brugt til at forædle andre racer, altså gøre dem mere sporty og lettere af type. Du kender måske endda flere, hvis pony er en eller anden form for araberblanding.

Oprindelse

Araberen er en ørkenhest. Selvom det kan være svært helt præcist hvornår racen nedstammer fra, så er her helt sikkert tale om en meget gammel race. Men man kan fastslå at araberen har haft sit karakteristiske udseende i mere end 2000 år.

Araberen menes at nedstamme fra asiatiske vildheste. Vildhestene spredte sig fra asien til mellemøsten, hvor de udviklede sig til at tilpasse sig livet i ørkenlandet. I mellemøsten har man målrettet avlet araberheste i mere end 1000 år. det arabiske nomadefolk valgte de bedste hopper, ud fra dem der var mest udholdende og modige. De bedste hingste valgte de ud fra skønhed og intelligens.

Araberen har en enorm indflydelse på heste og ponyavl generelt, rundt omkring i verden. De menes at være forfædre til alle varmblodsracer og til rigtig mange ponyracer. Desuden har araberen også sidenhen spillet en stor rolle i forædlingen af andre heste og ponyracer – og gør det også stadig idag.

Billedegalleri

Se med på flere billeder af de smukke arabere her: